Der vil måske være dem, der synes, at det onsdag aften til Musik Under Trappen 2025 blev lige lovlig trangt mange steder på og omkring Sydvestkajen i Hirtshals.


Det kan nemlig godt være, at Naturmødet er stort henover tre dage, men intet slår denne onsdag aftens kraftpræstation af et arrangement med Musik Under Trappen, som utvivlsomt i 2025 slog flere rekorder i Hirtshals.
Det var i første omgang APHACA, der trak de unge til havnebyen, men også JUNG og SHU-BI-Dua 2.0 fastholdt efterfølgende langt de fleste i himmelhøjt humør ved folkefesten på Sydvestkajen. Forinden og ind imellem samt afslutningsvis blev den musikalske gryde holdt effektivt i kog af Fie Louise, Emil Kobber & Band samt Hit Parade.
Adskillige var de lokale borgere, som derfor med god grund roste arrangørerne til skyerne og bemærkede, at de da aldrig nogensinde tidligere havde set så utrolig mange og især unge mennesker stimle festglade sammen i havnebyen.
Succesen er i dén grad velfortjent, da det selvfølgelig kræver et enormt logistisk forarbejde samt masser af frivilligt sved i armhulerne og på panderne under selve afviklingen, for slet ikke at nævne oprydningen bagefter, men udefra set lykkedes alt onsdag aften i 2025.
Hatteløft og al mulig respekt til alle i og omkring bestyrelsen i det, der startede som Hirtshals Musikforening og nu for 25. gang har udviklet sig til en musikalsk og kulturel manifestation ved navn Musik Under Trappen.
Foto: Ole Sahl Lyager og Niels Skipper.
Video: René Stoklund.


Man kun sige tak og tak igen til Hirtshals Musikforening for det store arbejde I laver til glæde for os alle. TAK !