Søndag den 13. juli gæstes Lønstrup af dansk-svenske Familjebandet, som giver koncert på Café Oldschool/Kulturgården.
Det er to generationer musikere, bestående af mor, Christine Dueholm fra Danmark på slagtøj og far, Perry Stenbäck fra Sverige, på guitar og nøgleharpe samt deres søn Robert Dueholm Stenbäck på bas samt deres svigerdatter Smilla Herold Ibsen på fløjte.
De blander nordisk folkemusik og visesang og de to ”gamle”, Christine og Perry har netop modtaget ”Den Danske Folkemusikpris “ ved Skagen Festival.
Perry er efterhånden et velkendt ansigt i Lønstrup, idet han både i år og året før deltog i Lønstrup Musikfestival.
Det var i denne forbindelse, at aftalen om at spille ved Café Oldschool blev lavet.
Koncerten er samtidig startskuddet på Familjebandets Skandinaviens-turné, der starter i Lønstrup for derefter at spille sig op igennem Sverige og ned ad igen igennem Norge. Koncerten den 13. juli i Lønstrup foregår mellem klokken 14 og 17. Der kan bestilles bord til spisning på telefon 22 677 255.


