Torsdag opstod der mystik om et juletræ, der lå savet over i tre dele på Den Grønne Plads i Hirtshals. Af oplagte grunde troede nogen, at der var tale om hærværk på det store juletræ, som Hjørring Kommune hvert år leverer til opstilling i Hirtshals.
Derfor blev der straks taget kontakt til forvaltningen ved Hjørring Kommune. Her stod man imidlertid helt uforstående overfor henvendelsen, idet man endnu ikke havde leveret noget juletræ til Hirtshals. Før myndighederne nåede at reagere, var det store træ imidlertid pist forsvundet fra pladsen.
Hvorvidt nogen under transport af et større juletræ simpelthen bare har tabt det og dernæst af uransagelige grunde har valgt at save det over med henblik på at skaffe sig af med det, vides desværre ikke, hvorved hændelsen altså indtil videre henstår som lidt af et mysterium.
Kender man noget til træets skæbne, må man derfor meget gerne skrive i kommentarfeltet herunder og ligeledes uploade eventuelle fotos.