Af Birgitte Jensen
Stensgårdsvej 76
Nr. Harritslev
Glæden er stor blandt beboerne i Skallerup og Vennebjerg, efter Hjørring Kommunes Teknik- og Miljøudvalg stemte nej til ønsket om at nedlægge dele af Fruemøllevej
Begrundelserne for at få vejen nedlagt var ifølge indstillingen, at der var daglige gener, og at den kun benyttes af ATV´ere, fulde folk i biler, der kører markhegnet ned og folk, der er kørt forkert.
Dette er dog ikke en erfaring, naboerne deler. Ved høringsfristens udløb var der derfor, ud over fra de berørte naboer, også kommet indsigelser fra ryttere og Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn, Landsbyrådet for Skallerup, Vennebjerg og Lønstrup, Friskolen Skallerup, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet.
På trods af de mange indsigelser indstillede direktøren for Teknisk Forvaltning, at vejen skulle nedlægges, og dermed lukkes for bilkørsel og lignende. Indstillingen byggede blandt andet på, at der blandt modstanderne ingen specifik begrundelse var om vigtigheden for nogen part.
Denne indstilling vendte Teknik- og Miljøudvalget dog i tirsdags tommeltotten ned til, da alle tilstedeværende stemte nej til ønsket om at lukke dele af Fruemøllevej.