Foreningens navn er Hyggeklubben 60+, hvor der inviteres til klubaftner onsdag hver 14. dag i Park Vendia i Hjørring. Derudover mødes klubbens medlemmer også andre steder og tager på ture sammen.
– Foreningens formål er at give mennesker mulighed for samvær, oplevelser og udvikling. Så har du lyst til at møde nye mennesker, få nye venner eller nye kontakter, så kom og mød os, læser Erik Madsen op fra foreningens pjece med et imødekommende smil.
Han er næstformand i Hyggeklubben, hvor det koster 100 kr. årligt at være medlem. Desuden betaler deltagerne 10 kr. for kaffe og kage, når der er almindelig klubaften. Når klubmedlemmer for eksempel sammen tager til Tversted for at spise ål eller på Hirtshals Kro for at se revy, betaler deltagerne selv hvad maden eller billetten koster.
– Når vi har almindelig klubaften, starter vi altid med en sang – så er vi godt i gang. Hver anden gang spiller vi også forskellige spil, mens vi de andre gange simpelthen bare hygger os i hinandens selskab. Jeg er også med i en forening, som hedder Optimisterne, og når vi arrangerer fredagsbal, husker jeg selvfølgelig at invitere medlemmerne i Hyggeklubben med til bal. Så oplever vi noget andet sammen, men møder også nye
mennesker og hører om, hvad der ellers er af foreningsaktiviteter i Forsamlingsbygningen i Hjørring, hvor Optimisterne holder fredagsbal, fortæller Erik Madsen.
Han kom selv med i Hyggeklubben, da hans kone døde og han stod alene tilbage. Det er efterhånden mange år siden, men Erik Madsen er stadig glad for at være med i Hyggeklubben, hvor han blandt andet står for klubbens årlige vinsmagning. Med gode kontakter og sans for at finde de rigtige tilbud, får han det til at hænge sammen økonomisk med en deltagerbetaling på 20 kr.
Jeg trives godt i fællesskaber og bidrager gerne hvor jeg kan. Gennem livet har jeg lært at ingen kan alt, men alle kan noget, og når vi hjælper hinanden, kan vi udrette meget sammen. Både som boksetræner og vægter har jeg mødt mange mennesker, som lige kunne bruge et godt råd eller hjælp til at komme videre, og det har givet mig mange gode oplevelser med forskellige mennesker. Og erfaringer, som jeg også kan glædes over og bruge i dag. Jeg er meget glad for at få noget til at fungere sammen med andre, og vil også gerne invitere nye til at være med i de forskellige ting, som jeg deltager i. Interesserede skal være velkomne til at kontakte mig, slutter Erik Madsen, som kan træffes på tlf. 20 94 48 35.
Vil du gerne vide mere om, hvad der sker i den frivillige sociale verden i øvrigt, er du velkommen til at kontakte Mette Jakobsen, som er koordinator i Frivilligcenter Hjørring og træffes på tlf. 24 26 40 70.
Kilde: Frivilligcenter Hjørring.