0,54 gram kokain, 4,62 gram hash og 150 steroid piller af mærket Alphabol. Det fandt politiet i en bil, der blev ransaget søndag eftermiddag.
Forinden havde politiet standset bilen, og det havde vist sig, at bilisten var påvirket af narkotika. Han blev anholdt og sigtet for at køre narkokørsel og for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.
Episoden fandt sted ved afkørslen Hjørring S i sydgående retning på Hirtshalsmotorvejen.
Indbrud i sommerhus
Knive, DNA-aftørringer og flere såleaftryk. Det var blandt de spor, der blev fundet af politiet efter et indbrud i et sommerhus.
Indbruddet fandt sted på Kettrup Bjerge Vej i Løkken, hvor tyvene brød ind gennem et vindue. De skar to lamper ned og gennemrodede flere rum.
De stjal i alt tre designerlamper, inden de forlod sommerhuset igen gennem vinduet.
Indbruddet fandt natten til lørdag.
Gode råd til sikring af dit sommerhus
- Fjern dine værdier.
- Spær indkørslen med en bom eller kæde, så tyvene ikke kan køre helt op til huset og fjerne store ting.
- Forstærk dørkarmen på yderdøren og sæt et sikkerhedsslutblik på.
- Sæt dobbeltlåse på døren, så den bliver ekstra svær at bryde op.
- Træk gardinerne fra og lad skabene stå åbne. Lad tyven se, at der ikke er noget at komme efter.
- Luk og lås døre og vinduer – også selvom du blot er væk i kort tid.
- Brug udendørsbelysning med føler så lyset tænder, når nogen nærmer sig.
- Fjern alle ekstranøgler, du har gemt ved huset.
- Sørg for at mærke og tage billeder af alle dine værdigenstande – også køleskab og brændeovn. Undersøg om din forsikring dækker indbrud i sommerhus, og om betingelserne for erstatning er opfyldt.
Kilde: Nordjyllands Politi.