Da en gående patrulje befandt sig i Hjørring Centrum onsdag aften, henvendte de sig til en gruppe unge mennesker, der havde slået sig ned i et sofaområde i et teater i byen.
Politiet visiterede flere af personerne, og tre af dem blev fundet i besiddelse af narkotika.
En 18-årig mand var i besiddelse af en mindre klump hash og 10 små lynlåsposer, hvori der i alt var 17,41 gram hash. Han blev anholdt og sigtet for salg af narkotika.
På Hjørring Politigård visiterede politiet ham igen, og de fandt yderligere 38 gram hash.
Den unge mand nægtede, at stofferne var tiltænkt videresalg.
De to andre personer var i besiddelse af 2,5 gram hash hver.
Narkokørsel uden kørekort
Selvom en mand var påvirket af narkotika, kørte han bil kort torsdag eftermiddag. Da poltiet stansede ham på Frederikshavnvej i Hjørring, viste det sig, at han heller ikke havde kørekort.
Politiet visiterede manden, og han var i besiddelse af 0,2 gram amfetamin og to joints. Passageren i bilen blev også visiteret, og han var også i besiddelse af amfetamin.
De blev sigtet for de forskellige forhold, og bilisten blev anholdt for at få taget en blodprøve.
Kilde: Nordjyllands Politi.