Torsdag den 30. september om eftermiddagen modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse fra en bekymret borger i Hirtshals.
Anmelderen havde netop set en lastbil kørte noget usikkert på Sigurd Espersens Vej. Muligvis på grund af en påvirket fører.
En beredskabspatrulje rykkede derfor ud efter den formodede spritbilist. Man traf kort efter den pågældende lastbilchauffør på kajen i Hirtshals, mens han var i færd med at aflæsse. Føreren – en mand i 40’erne – så ganske rigtigt ud til at være påvirket.
En narkometertest blev derfor udført – og dét medførte konsekvenser for bilisten. Det viste sig nemlig, at han tilsyneladende havde indtaget både amfetamin og metamfetamin forud for kørslen.
Politiet sigtede og anholdt derfor lastbilchaufføren for narkopåvirket kørsel. En blodprøve blev efterfølgende udtaget som bevismateriale i sagen.
Kilde: Nordjyllands Politi.