Marie Krøyer er mest kendt for sin malede kunst, men var lidt af en multikunster, som også designede møbler, blandt andet til sit og P.S. Krøyers eget hus i Skagen.
Fem af disse unikke møbler overdrager Nationalmuseet nu til Skagens Kunstmuseer, så møblementet fremover kan udstilles i det område og den kontekst, de blev skabt til.
”Vi er utrolig glade for nu at kunne overdrage disse unikke Marie Krøyer-designede møbler til Skagens Kunstmuseer. Lige siden erhvervelsen har det været hensigten, at møblerne skulle være en del af museumssamlingen i Skagen, da Skagens Kunstmuseer varetager et nationalt ansvar for indsamling af kunst, genstande og viden om Skagensmalernes virke og historie. At møblerne nu indgår i et større forsknings- og udstillingsprojekt om Maries Krøyers kunstneriske produktion gør dem til en oplagt og naturlig del af samlingen i Skagen,” siger Bobo Magid, samlingschef på Nationalmuseet.
Overdragelsen vækker også stor begejstring på Skagens Kunstmuseer:
”Det betyder rigtig meget for Skagens Kunstmuseer at kunne føje et af Marie Krøyers absolutte hovedværker til samlingen. Efter sit giftermål med P.S. Krøyer holdt hun stort set op med at male, men hun fortsatte sit kunstneriske arbejde ved at tegne møbler, lave kunsthåndværk og indrette forskellige hjem. Netop dette møblement er et af hendes væsentligste bidrag til periodens møbeldesign og viser, at hun havde et stort talent for møbeldesign,” siger museumsinspektør ved Skagens Kunstmuseer Mette Bøgh Jensen.
”Samtidig betyder det meget for os, at vi nu kan bevare og udstille hendes møbler i den by, hvor de blev skabt og vi glæder os til at kunne vise det for publikum som en del af samlingen på Skagens Kunstmuseer.”
Møbler fra dansk møbelguldalder
Der er tale om fem møbler; en topersoners sofa, to armstole, en taburet og et sofabord i bejdset fyrretræ, alle med farvede dekorationer.
Møblerne viser Krøyers inspiration fra den engelske Arts and Crafts-bevægelse, der har bidraget til hendes alsidige produktion som multikunstner, herunder indretningsarkitekt. Møbler som disse kom til at danne inspiration for den store danske møbelguldalder og er med deres enkle udtryk en skarp kontrast til det samtidige møblement, som Nationalmuseet viser frem i Klunkehjemmet.
Møblerne blev købt af Ny Carlsbergfondet på auktion i 1984 og doneret til Nationalmuseet med henblik på senere at blive placeret i Skagen. Siden har møblerne både været deponeret på SMK, været med på en Marie Krøyer-udstilling i 2004-2005, som rejste mellem Skagens Kunstmuseer samt svenske og norske museer, og været opbevaret på magasin, indtil de i maj-september i år igen blev udstillet på netop Skagens Kunstmuseer som en del af udstillingen Marie Krøyer.
I øjeblikket er Marie Krøyer-udstillingen og dermed møblerne udstillet på Den Hirschsprungske Samling frem til februar 2024, hvorefter de skal udstilles i Stockholm på Prins Eugens Waldemarsudde, inden de vender permanent retur til Skagen i september 2024.