Endnu en rapport fra forskerne om naturens tilstand viser, at det trods årtiers indsatser ikke er lykkedes at vende tilbagegangen i de danske naturtyper og dermed levestederne for tusindvis af arter.
Det overrasker dog ikke Danmarks Naturfredningsforening.
– Vi bliver ved med at modtage dårlige nyheder om vores natur fra forskerne og det kan ikke undre nogen al den stund, at vi bliver ved med at fastholde et åbenlyst alt for lavt ambitionsniveau, siger biolog Bo Håkansson, der er DN’s ekspert på EU naturbeskyttelse.
Fejlslagen naturpolitik
Den nye Novana-rapport fra Aarhus Universitet viser, at “overordnet er der en række naturtyper, der oplever tydelige tegn på forværring”, mens ingen ender i kategorien “tydelige tegn på forbedring”.
– Forringelse af naturtypernes tilstand er i direkte strid med EU’s lovgivningens krav om, at der ikke må ske forringelser, siger Bo Håkansson og fortsætter:
– Det har Danmark, men retfærdigvis mange andre EU medlemslande heller ikke rettet sig efter. Det er bl.a. derfor EU Kommissionen kæmper for en ny og bindende lov om naturgenopretning med tidsfrister for målopnåelse.
Forskerne fra Aarhus Universitet har overvåget 43 natursystemer og tilstanden i for eksempel strandenge, klitheder, skove og rigkær er i tilbagegang. Konsekvensen er, at de arter, der gennem årtusinder er tilpasset de særlige naturtyper uddør.
Samme indsatser, samme resultat
Tilbagegangen sker blandt andet fordi, der mangler store græssere til at holde klitheder og enge lysåbne, der i stedet gror til med ekstra fart på grund af de store mængder næringsstoffer, der strømmer ud fra det store landbrugsareal, fabrikker, trafik med mere. Og det er der i dag ikke lagt politisk op til at ændre på.
– Problemet er grundlæggende, at man ikke fyldestgørende adresserer selv de væsentligste trusler mod naturtyperne i de statslige planer, som kommunerne så skal udmønte efterfølgende med kommunale handleplaner. Og så længe opgaven ikke stilles korrekt, så svarer naturen naturligvis heller ikke med det ønskede resultat, siger Bo Håkansson.
Han peger også direkte på, at Danmark har indført et princip om minimumsimplementering af EU’s natur og miljødirektiver.
Danmarks Naturfredningsforening efterlyser ligesom blandt andre Biodiversitetsrådet, at regering og Folketing vedtager en naturlov, der med bindende mål om udbredelse og kvalitet, skal sikre mere og bedre natur i Danmark.
Både FN såvel som EU sætter mål om, at 30 procent af land og hav-arealet skal være beskyttet. Heraf skal ti procent være strengt beskyttet.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening.