Igen i år har en hel masse jægere meldt sig frivilligt til at hjælpe med at tælle vildt i hele landet. Det sker også her omkring i Hjørring Kommune.
– Ja, faktisk er der overvægt af frivillige, der kommer fra Nordjylland og især Hjørring Kommune. Det kan vi godt være stolte af, fortæller Regnar Bæk, der er formand for Jægerråd Hjørring.
Tællingerne foregår i marts og april, hvor de frivillige, udstyret med kraftige lamper, kikkerter og detaljerede kort, kører ad fastlagte ruter, med kun 20 km/t, mens de noterer det vildt, de ser.
De arter, der skal tælles, er hare, ræv, rådyr, dådyr, krondyr, grævling, ilder, mårhund, skovmår, husmår, huskat, mink, kanin og odder. Det er nataktive dyr og man kan udnytte, at deres øjne reflekterer lyset fra projektørerne. Derfor foretages tællingerne efter solnedgang.
De indsamlede data bruges, sammen med andre data, til at vurdere hvordan det går med bestanden af de dyrearter der tælles. Det er vigtige data, der kan bruges til at sige noget om hvordan naturen klarer sig generelt, samtidig med at jægerne får et godt indblik i de lokale bestande af vildt.
Så ser man i marts og april langsomt kørende biler med kraftigt lys ud til siderne, så er det højst sandsynlig bare nogle flinke folk på frivillig opgave.
Politiet er underrettet og alle bilerne er forsynet med en stor refleks, hvorpå der står ”Vildttælling”.