En nylig europæisk undersøgelse af bestande af hvaler viser, at bestanden af marsvin i de indre danske farvande nu er nede på ca. 14.000 marsvin. Det er er langt lavere end optællinger i 2012 og 2016, der viste ca. 40.000 marsvin
I Danmark er optællingen en del af den danske nationale overvågning af hvaler betalt af Miljøstyrelsen og udført af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.
Optællingen udføres fra små fly, der flyver i 200 m højde i fastlagte ruter, der tilsammen dækker optællingsområdet jævnt.
Resultaterne er netop udgivet en i ny rapport, der dækker resultaterne i optællinger af europæiske havpattedyr. Her kan man blandt også se, at Nordsøbestanden er stabil på omkring 350.000 marsvin.
Optællingen omfatter to af de tre bestande af marsvin, der forekommer i danske farvande: Nordsø-bestanden, der lever i Nordsøen, Skagerrak og det nordlige Kattegat (og deles med en række lande), samt Bælthavsbestanden, der lever i det centrale-sydlige Kattegat, Bælthavet og vestlige Østersø. Bælthavsbestanden deles med Sverige og Tyskland.
Nye hvalarter
Udover marsvin optæller forskerne også andre hvaler og delfiner, og i den danske del af Nordsøen og Skagerrak er der observeret fire arter: Vågehval, hvidnæset delfin, hvidskæving og øresvin.
Dette er en ændring i forhold til især de tidlige optællinger i 1994 og 2005, hvor kun marsvin blev observeret i danske farvande. Bestanden af hvidnæset delfin er desuden i fremgang i Nordsøen, hvorimod antallet af vågehvaler er uændret, viser rapporten.
Kilde: Aarhus Universitet.