Det er den triste virkelighed, som den første systematiske kortlægning af udbredelsen af krebs i Danmark har afsløret, skriver DTU Aqua
DTU Aqua har i perioden 2020 til 2021 kortlagt udbredelsen af alle arter af krebs og krebsepest i Danmark for Miljøstyrelsen. Opgaven vandt DTU Aqua ved et offentligt udbud.
Den invasive signalkrebs udkonkurrerer lokale krebsearter i hele Europa, da den er langt mere robust og aggressiv end de hjemmehørende og nu ofte sjældne krebsearter.
Udsætning af signalkrebs er derfor en alvorlig trussel mod den rødlistede europæiske flodkrebs.
Signalkrebs er ofte også bærer af sygdommen krebsepest, som den selv kan overleve, men som den hjemmehørende europæiske flodkrebs dør af. I 1900-tallet uddøde et utal af bestande af flodkrebs i Mellemeuropa og Skandinavien af netop denne sygdom.
Den er en rigtig skidt fyr at få i sit vandløb, for den har en betydelig effekt på plantelivet i vandmiljøet, da den æder store mængder planter. Ligeledes graver den huller i brinken langs vandløbene, og det kan få jorden til at erodere, så der sker skade på vandløbene.
Signalkrebsen blev i 2016 omfattet af EU-forordningen for invasive arter, som betyder generelle forbud mod bl.a. salg, udveksling, hold og transport.

Fakta om flodkrebs
På trods af sit navn findes flodkrebs fortrinsvis i søer, damme og små vandhuller og kun hvor vandet er rent og iltrigt. Den er endvidere varmekrævende og lever først og fremmest på lune, lavvandede lokaliteter med fast bund.
Flodkrebsen er nataktiv og gemmer sig om dagen mellem trærødder, under sten eller i huler, som udgraves i sø-brinken.
Flodkrebsen er som voksen et rovdyr og lever af små frøer, orme, fisk, snegle og insektlarver, mens krebseungerne fortrinsvis lever af halvrådne planter og alger.
Flodkrebs kan blive op til 15 år gamle, og hannerne kan yngle som 3-årige, mens hunnerne først kan yngle efter 4 år.
Kilde: DTU Aqua, FiskerForum og Miljøstyrelsen.