Forfatter Peter Mouritzen fortæller på sin facebookside en lille historie fra dengang, da han begyndte at fotografere træstammer, stubbe og rødder i Blokhus Klitplantage.
Det var før, forfatteren fra Vrå, der har sommerhus i Blokhus, tænkte på at samle dem i den skævt vinklede og vildt morsomme billedbog, som han netop har udgivet med titlen Dyr du ikke ser.
– Jeg cyklede i plantagen og passerede en lille familie på gåben, far, mor og to børn. Et stykke henne stoppede jeg for at fotografere en træstamme. Da familien indhentede mig, forklarede jeg, at jeg syntes den lignede en skovkrokodille.

– Moderen så først forundret på mig, som var jeg galning, så sagde hun pludselig: Eller en kæmpe gedde, der er steget op af skovsøen. Så var det børnene, der så forundrede på deres mor. Og da jeg cyklede videre, smilede de og vinkede og råbte: Tak og god tur. Min mission var endt. For som den schweiziske forfatter Peter Bichsel sagde i sine Frankfurterforelæsninger, drejer det sig ikke om at gøre folk til læsere, men til fortællere.
– Jeg fortæller dette, fordi jeg nu er begyndt at få hilsener fra de første læsere, der vil tage deres børnebørn med på skovtur og fotojagt på `dyr´. Og et foto af en stub har jeg også allerede fået tilsendt, slutter Peter Mouritzen.


