Som det fremgår af nedenstående stile fra 1878, var bondens arbejde på marken og storkens ankomst til Danmark to af de almindeligste forårsbebudere:
“Naar Foraaret begynder at nærme sig, bliver Jorden optøet, og Græsset begynder at voxe, og Landmanden pløjer og harver Jorden for at saa Korn deri. Og der begynder at komme Liv iblandt Dyrene. De Dyr, som have ligget i Dvale, komme frem af deres Skjul og søge deres Føde. Og Planterne komme op af Jorden og Træerne faar Blade. Nogle af de vigtigste Foraarsplanter er f.Ex Vintergjækken, Paaskelilien, Pindse-lilien, Tulipanen og Hyacinthen og flere andre. Af de Fugle, som komme hertil for at søge deres Føde og yngle, er der f. Ex Lærken, Stæren og Storken.” Henrik Ovesen den 12. marts 1878.
“Storken er en Höjbenet og langhalset Fugl med et lige, spidst Næb. Den kommer kun til os for at yngle og det kaldes derfor for en Yng-lingsrejse, medens dens Rejse til Ægypten er for Næringens Skyld og man kalder den derfor en Næringsrejse. Hos os bykke Storkene al-mindelig paa Tagene, men kun sjælden i Træerne. De leve af Smaa-dyr (f. Ex Snoge og Fröer), som de opsöge i Enger og Moser. Man ser den derfor ofte gaa i Moserne og knæbre. Ungerne mades i Reden af begge Forældrene, indtil de ere i Stand til at flyve omkring og op-söge Föden selv. Farven er hvid (den hvide Stork) eller sort (den sorte Stork).” Ib Christensen 1878.
I dag, 143 år senere, er det stadig et forårstegn at se landmanden i gang med forårspløjningen af sin mark. Men det er slut med storken som forårsbebuder.
Den hvide stork har været kendt i Danmark siden 1400-tallet, og blev med tiden en meget almindelig og udbredt fugl. I midten af 1800-tallet var Danmark faktisk, med ca. 10.000 storkepar, det land i Europa, der havde den største storkebestand. Siden er det som bekendt gået ned af bakke.
Siden år 2000 har den kun været en sjælden gæst som på forsidebilledet, hvor den i 2020 blev set ved Bindslev.
Kilde: Vendsyssel Historiske Museum.