Isfuglen blev i 2015 kåret som den flotteste fugl i Danmark. Den tilhører skrigefuglene, som er en gruppe af ofte meget farvestrålende, primært tropiske fugle, og isfuglen er absolut ingen undtagelse, hvad farvepragt angår, kan man læse hos Dansk Ornitologisk Forening.
Den er en af de mest eksotisk udseende danske ynglefugle med sin lysende, turkisblå overside, de grønblå vinger, den orangerøde underside og den hvide halsstribe. Isfuglen er desværre ganske sky, hvilket kun gør det til en endnu mere speciel oplevelse, når man endelig ser den.
Den er cirka på størrelse med en sanglærke – dog med en helt anderledes plump kropsbygning og en meget kort hale. Meget iøjnefaldende er næbbet, som er kraftigt og uforholdsmæssigt langt.
I Danmark er isfuglen en ret fåtallig fugl, som forekommer spredt over det meste af landet.
Læs meget mere om isfuglen hos kilde her: Dansk Ornitologisk Forening