Fuglekiggere fra det ganske land vil formodentlig sætte kursen mod Vendsyssel og ikke mindst Lønstrup i denne weekend. Torsdag blev nemlig fotograferet en plettet mudderklire på høfderne i Lønstrup.
Det var fuglekiggeren Leif Møller Sørensen, der oprindeligt er fra Tårs, men bor i Lystrup ved Aarhus, der fotograferede fuglen torsdag. Da han lagde fotos op på de digitale medier, blev andre opmærksomme på, at der var tale om den amerikanske søsterart til vores egen mudderklire. Den har navnet plettet mudderklire, fordi den i sommerdragt har tydelige pletter på brystet.
Fredag blev fuglen genfundet af lokale Gustav Urth, og så gik de ornitologiske jungletrommer. Mange fuglekiggere, der i forvejen var i Nordjylland, nåede at se fuglen fredag.
I løbet af weekenden vil der helt sikkert være endnu flere fuglekiggere i Lønstrup, for det er kun tredje gang, at den plettede mudderklire er set i Danmark. Fuglen finder føde på de algebegroede sten i høfderne fra bådepladsen i Lønstrup og nordpå, og det kan meget godt tænkes, at den vil være på stedet i nogle dage – det håber de tilrejsende fuglekiggere i hvert fald!
Den plettede mudderklire er en ny fugleart for Hjørring Kommune. Tak til Leif Møller Sørensen for at vi må bringe hans flotte fotos på Flaskeposten.nu.
Til sidste et par fotos fra Lønstrup, taget af FlaskePostens medarbejder, der også fik fuglen at se. Der var mange turister i Lønstrup i dag, og mange måtte hen til fuglekiggerne for at høre, hvad de havde gang i.