Danmark er ramt af en voldsom tørke, og det betyder afbrændingsforbud og aflyste sankthansbål på stribe.
Men har du allerede gjort bålet klar eller anskaffet dig grene og andet kvas til formålet, behøver du ikke smide det på traileren og køre det på grenbrugspladsen.
I stedet kan du med fordel beholde det i haven og lade det komme biodiversiteten til gode. Sådan lyder opfordringen fra Danmarks Naturfredningsforening.
– Kvasbunker er guld værd, hvis man vil skabe gode levesteder for rigtig mange arter i haven. Det skaber både ly, læ og skygge til blandt andet pindsvinet, smådyr og insekter og sikrer fødekilder til havens fugle, siger Therese Nissen, der er natur- & miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
Giv bålet liv
Derfor opfordrer Danmarks Naturfredningsforening til, at folk gemmer deres grene og bruger dem til at lave kvasbunker eller kvashegn i stedet.
Sådan bygger du et kvashegn
Når du skal i gang med dit kvashegn, er der mange måder at bygge det på. Det vigtigste er, at hegnet får en vis bredde, ikke bliver for højt, og at det er let at lægge sit haveaffald i.
- Stolperne sættes med en afstand på omkring 1 meter i længderetningen. Hvis afstanden overstiger 1,5 meter, bliver det svært at holde styr på indholdet. Sætter du stolperne forskudt over for hinanden, bliver hegnet lidt mere stabilt, men de kan også sættes lige over for hinanden – det giver et mere organiseret indtryk.
- 80–90 cm er en passende bredde på hegnet. Bliver det smallere end 60 cm, kommer man virkelig på arbejde med saksen, når kvaset skal lægges ned.
- Højden afhænger naturligvis af hegnets funktion. Dog vil det give meget klippearbejde, hvis det er under 60 cm, og det vil blive besværligt at fylde op og blive noget ustabilt, hvis det bliver højere end 1,5 meter.
- Som ’fyld’ kan du bruge næsten hvad som helst. Brug pinde og grene med en tykkelse som en tommelfinger og opefter for at skabe sammenhæng og grundlag for variation. Du kan også blande fx mindre afklippede grene, græs, blade og visne stauder i for at skabe variation.
- Lav gerne kvashegn og bunker flere steder i haven – både i skygge og i sol.
- Grenene i kvashegnet vil med tiden tørre og blive lettere at komprimere ved at trykke på dem ovenfra. Det bedste resultat opnås ved at hoppe op og trampe rundt i hele herligheden. Når hegnet er komprimeret, er der plads til at fylde på igen. Sådan kan kvashegnet holdes kørende i årtier til glæde for både havens nyttedyr og for dine blomster og afgrøder. Bare vær opmærksom på, hvornår på året du komprimere hegnet – du skal ikke gøre det, mens der er dyr, der bruger kvashegnet som bolig.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening.