Under et besøg forleden på Hirtshals Havn stillede et par lomvier sig an på den saltvandsvåde catwalk, hvor de blev foreviget af fotograf Frank Abildgaard Sørensen. Fotografen var nemlig så heldig, at de to havfugle var iklædt henholdsvis vinterdragt og sommerdragt.
Lomvien er i øvrigt en alkefugl med et brunligt hoved, ryg og vingeoverside samt hvid bug og vingeunderside. Den har et langt og spidst næb. I flugten stikker fødderne længere bagud en halen og armhulen er mørk. I vinterdragten er flankerne brunstribede og siden af hovedet er hvidt med en tynd bakkenbart, kan man læse på Naturbasen.
Lomvien kan forveksles med Alk. Sidstnævnte virker dog mere sort og har et kort og afrundet næb. I flugten har alken hvide armhuler og fødder der er kortere end halen. Endvidere virker vingerne til at sidde midt på alken i flugten, hvor de hos lomvie er placeret længere mod hovedet.
Læs mere om fuglen ved kilden her på Naturbasen.
Foto: Frank Abildgaard Sørensen.