Fornylig er en ræv blevet påkørt på Halvejen i Hirtshals. Heldigvis ser ræven ud til enten at være blevet dræbt på stedet eller at være blevet hensynsfuldt aflivet og efterfølgende lagt ind i rabatten. Hvorvidt det er en af de meget omtalte moleræve fra havnen, vides ikke, men i så fald har den været på udflugt i området ved Nejst.
Desværre er det ikke alle bilister og trafikanter, der er så betænksomme og hensynsfulde, som denne rævs banemand ser ud til at have været. Mange påkørte dyr efterlades ulykkeligvis på vejbanen, hvor det er til fare for andre trafikanter. Ligesom ikke alle trafikanter får alarmeret rette vedkommende, hvis de påkører vildt eller tamme dyr.
Det er nemlig vigtigt, at du søger assistance, hvis du har skadet et vildt dyr eller et strejfende husdyr, eller hvis du bliver opmærksom på et efterladt trafikskadet dyr. Hvis du står med et påkørt, skadet eller sygt dyr, vildt eller ejerløst, kan du gratis kontakte Dyrenes vagtcentral på telefonnummer 1812.
Her får du råd og vejledning, inden du kører videre. I nogle tilfælde skal du holde øje med dyret, til hjælpen er fremme. Andre gange kan du blive spurgt, om du kan hjælpe med transport til enten dyrlæge eller vildtplejestation. Orienter dig gerne om din placering, inden du ringer op. Vær desuden opmærksom på, at når du er i berøring med et vildt dyr, er det altid en god idé at benytte sig af handsker.
Det er normalt en frivillig fra Dyrenes Beskyttelse eller en dyreredder fra Falck, som rykker ud til skadede og syge dyr, uanset om de er vilde eller ejerløse. Det er Dyrenes Beskyttelse, der betaler for behandling eller evt. nødaflivning af det tilskadekomne dyr.
Naturen Dyrene 🦎🐲🌾🪴🌾🦠🪱🐛🦋🐞🐝🪰 Lever venligst 👌 anderen 👀👥🙄 bemerkends 🇩🇰 Zerstoeren anderen Zuschaden 👿 Fruechterlich zustånden 👥 bemerkends 🇩🇰 til Danmark 🇩🇰