Den fine lille mågeart riden yngler i Danmark kun ved Bulbjerg, på Hanstholm Havn og på Hirtshals Havn. På Hirtshals Havn mangler der imidlertid ynglepladser til arten, og der er fare for, at den forsvinder som ynglefugl på stedet inden for nogle få år, fastslog vi her på netavisen allerede i 2021.
I den ombæring foreslog de tre erfarne fuglekiggere Anders Østerby, Sune Riis Sørensen og Kurt Prentow, at der gøres noget. De tre havde til det formål lavet en rapport, hvor de foreslog opsætning af ynglehylder på egnede steder i havnen. Denne metode er med held anvendt i Nordengland i havnebyen Lowestoft. I Hirtshals havn kunne lignende løsning laves på indersiden af østmolehovedet, men også andre steder ville kunne fungere.
Hvorvidt den slags tanker er med i planerne for en forestående havneudvidelse, vides ikke, men idéen er hermed gentaget og igen givet videre. I skrivende stund ser det til gengæld ud til, at havnens nuværende lille koloni for længst har holdt flyttedag og er rykket en etage op. På Frank Abildgaard Sørensen foto fra anden pinsedag i år kan man i hvert fald konstatere, at riderne nu har reder på en anden hylde ved tørdokken hos Hirtshals Yard, end den der var i brug, da Kurt Prentow tog et billede i 2020.
– Riderne har ikke opgivet endnu. Håber de får noget ud af deres anstrengelser, noterer fotograf Frank Abildgaard Sørensen.
Læs hele rapporten fra de tre her: Riden Hirtshals Havn Maj 2021