Fuglefotografen Henrik Pedersen fra Hjørring har igen været ud med den lange telelinse og har fotograferet en flot rødstrubet lom, der dykkede efter fisk i Tannis Bugt ved Uggerby. Lommen er stadig i delvis sommerdragt, hvorved den røde strube kan ses. Den er i gang med fældning til vinterdragt, hvor den i store træk er gråbrun på oversiden og hvid på undersiden.
Lom-familien har kun fem medlemmer, og de er alle set ved Vendsyssels kyster. Fælles for dem er, at de yngler langt mod nord og fortrinsvis kommer hertil i vinterhalvåret. Dog kan især yngre og fældende fugle ses her i sommerhalvåret.
Den rødstrubede lom er langt den talrigeste og kan ses i hundreder på træk. Den næst-almindeligste er sortstrubet lom, som er lidt større end den rødstrubede. Storvildtet blandt lommer er islom og hvidnæbbet lom, som ses fåtalligt hvert år, men langt fra er almindelige. Den sidste er også den sjældneste, nemlig stillehavslom, som en enkelt gang for få år siden er set i Skagen.
Lommerne er meget dygtige og udholdende til at flyve, svømme og dykke, men de egner sig ikke til at gå på land. Ser man en lom på stranden, er den som regel skadet eller udmattet.