Det er tydeligvis en særdeles sjælden gæst i skikkelse af en Steppetornskade, der forleden blev foreviget af lokale Jonna Andreassen, mens fuglen sad på et hegn på Hirtshals Havn.
Faktisk er fuglen så sjælden, at det ikke har været muligt at finde ret meget information om den på de almindelige danske sider om ornitologi, som vi tidligere har brugt til denne klumme.
Steppetornskaden er dog ifølge DOF Basen en underart af Stor Tornskade. Det er den imidlertid blevet efter både at have været sin egen art og en underart af Sydlig Stor Tornskade. Sidstnævnte er derfor ikke længere registreret med sikkerhed i Danmark.
Hvis nogen ellers kan bidrage med viden, skal de være velkomne i kommentarfeltet.
Beskæringen af billederne er vores ansvar og ikke fotografens.