Skovskaden var vældig fotogen til morgen. Den virkede ikke sky, som den ellers gør. Der må være noget i luften, noterer lokale Tommy Christian Andersen.
Skovskaden er da også lige præcis en meget sky fugl, som gerne lever skjult især i skovene. At den er så sky, kan virke forkert, når man ser på, hvor spraglet den tager sig ud.
Den er utrolig flot og lyser op i landskabet, når man ellers lykkes med at komme tæt nok på den, hvilket altså langfredag lykkedes for Tommy Christian Andersen.
Her i det tidlige forår, hvor hannen kurtiserer hunnen, kan man faktisk også være heldig at høre, hvordan de synger lavmælt til hinanden.
Til gengæld har den også et hvæsende kraftigt kald, når den skræmmes op i skoven, hvor den er let at kende på en karakteristisk flugt.
Kilde: Dansk Ornitologisk Forening.
Foto: Tommy Christian Andersen.