Den røde glente er en sjælden rovfugl i Danmark. Bestanden er dog lykkeligvis i kraftig vækst. Ikke desto mindre var det et trist syn, da vi fornylig kunne vise billeder af en trafikdræbt rød glente fotograferet af Anders Østerby.
Mens Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i 2009 vurderede, at der var 75 til 80 ynglende par i Danmark, voksede bestanden til henved 200 par i 2017. Ynglebestanden er dog fortsat vurderet som sårbar på den danske rødliste.
Denne artikels lyslevende og smukke røde glente er fotograferet lørdag den 27. marts af Frank Abildgaard Sørensen.
– På vej til Sindal spottede jeg en rød glente, heldigvis ud for en busholdeplads, vred bilen ind på pladsen, men inden jeg havde fået fat i kameraet og kommet i stilling, var fuglen langt væk, fortæller den skarpe fotograf.
– Ærgerligt men pludselig drejede den omkring og kom mod mig og da var jeg parat, tilføjer Frank Abildgaard Sørensen.