Tornsangeren er heldigvis en meget almindelig sangfugl i Danmark. Den kendes på sin hvide hals, de gyldenbrune vinger og for hannens vedkommende på det grå hoved, kan man læse hos Fanmarks Ornitologiske Forening.
For en umiddelbar betragtning kan tornsangeren ligne gærdesangeren, men denne mangler de gyldenbrune vinger og er ikke så langstrakt som tornsangeren. Deres sang bidrager yderligere til at adskille dem fra hinanden. Tornsangerens sang består af en kort række kvidrende toner uden fast motiv, men med en fast rytme, der er beskrevet som Vil I, vil I bare se.
Tornsangeren er en nattrækkende langdistancetrækfugl, som overvintrer i tropisk Afrika. Der går et stort træk af skandinaviske fugle gennem landet, især i maj og august/september. Dens føde udgøres, som det anes på billederne, af insekter, edderkopper og bær.
Læs meget mere ved kilden her: DOFBASEN.
Foto: Frank Abildgaard Sørensen.