Billedet med den sorte baggrund tog Frank Abildgaard Sørensen, da han opdagede Stenpikkeren ved Kærsgaard Strandvej. Pludselig kom en Tårnfalk forbi, og så forsvandt Stenpikkeren. Det var ærgerligt, men da den fotografen kiggede lidt ud over brillerne, så han, at den sad i en tjørnebusk bare 5 til 6 meter væk.
Stenpikkeren er på størrelse med en spurv, kan man læse i DOF Basen. Den ses ofte siddende i opret stilling på en sten eller hegnspæl i det åbne land. Indimellem foretager den nogle hurtige kniks samt karakteristiske slag med halen. I flugten kendes den på sin skinnende hvide hale med et bredt sort tværbånd på halespidsen, der strækker sig lidt ind i det hvide felt midt på halen i et omvendt T.
Stenpikkeren lever hovedsageligt af insekter, som den gerne fanger i luften. Den tager også biller, larver og snegle, som den samler op på jorden. Om efteråret kan den også tage bær.
Læs mere og hør den ved kilden på DOF Basen her: Stenpikker.
Foto: Frank Abildgaard Sørensen.