Stenvenderen er en kortnæbbet, robust bygget vadefugl med orange ben og en sort, hvid og rødbrun fjerdragt, som også danner et karakteristisk mønster i flugten, kan man læse hos DOF.
Stenvenderen yngler på tundraen hele vejen rundt om Nordpolen, fortrinsvis i områder med helt lav vegetation. I Europa findes der ynglebestande helt ned i Norge, Sverige, Finland, Rusland, Estland og i Danmark, som huser de sydligste ynglepar, men der er også en stor bestand i Grønland.
Som navnet siger, finder stenvenderen sin føde ved at vende sten, muslinger og andre genstande på stranden. Den stikker sit korte næb ind under kanten på stenen og skubber den til side med et kast med hovedet.
Hvorvidt der var løse sten at vende på Tværmolen i Hirtshals, vides ikke, men det var i hvert fald her, at fuglene ovenfor fornylig blev foreviget af den altid beredte og årvågne Frank Abildgaard Sørensen.
Læs mere om den fascinerende fugl ved kilden her: Stenvender