Lørdag var fugleelsker og fotograf Frank Abildgaard Sørensen atter draget til en af de smukke biotoper i omegnen af Hirtshals.
– Det var ikke det helt store, der var i Hirtshals i dag. Stor præstekrave og så en tårnfalk, noterer således Frank Abildgaard Sørensen.
Ikke desto mindre illustrerer billederne her den rigdom af oplevelser, som selv på en dårlig dag møder den årvågne naturelsker.
Stor præstekrave er ganske vist også den almindeligste og største af de tre danske præstekravearter. Den yngler i det nordvestligste og nordligste Europa og østpå i det nordlige Rusland og Sibirien til Stillehavskysten; desuden langs Grønlands kyster og i det nordøstlige Canada.
Tårnfalken er en lille rovfugl, der kendes på sine spidse vinger og lange hale. Den har rødbrun overside og lys, spættet underside. Udbredelsesområdet strækker sig over hele Europa og store dele af Afrika og Asien.
Den findes overalt, hvor der er åbent land med spredt bevoksning, samt i byerne i Danmark.
Læs meget mere om begge fugle her hos DOF: Stor præstekrave og Tårnfalk