Af Peder Størup
www.naturbeskyttelse.dk
Som det gælder for mange af vores insekter, er bierne også ved at tabe kampen om plads, til os mennesker. De fleste vil dog gerne beskytte naturen, og et første skridt til beskyttelse af bier er, at man ved, de eksisterer.
Bier tilhører gruppen af arter, der er indikatorer for natur af kvalitet. Jo flere forskellige biarter, jo højere er levestedets kvalitet generelt for alle af de lyskrævende arter. Men bierne har indtil for få år siden været en lidt overset artsgruppe. De fleste kender honningbien og selvfølgelig humlebierne, men så er det stort set også det. De færreste ved, at der er fundet 292 biarter i Danmark, og at forskerne regner med, at vi stadigvæk har cirka 235 fastboende arter i landet, når man trækker tilfældige tilflyvere fra og de 19 arter, som vi desværre har mistet…
BIERNES UDFORDRINGER I EN VERDEN KONTROLLERET AF MENNESKER
En del af biarterne er oligolektiske, hvilket vil sige, at de er knyttet til een eller få plantearter. En af dem, der indenfor de seneste år har opnået en vis kendisstatus, er blåhatjordbi. Som navnet indikerer, har de brug for planten blåhat for at kunne eksistere, da dens larver lever af pollen fra blåhat. Men det stopper ikke her. Knyttet til blåhatjordbi er blåhathvepsebi, der kan føre slægten videre, hvis den kan finde en åben blåhatjordbis redegang, hvor den som en anden gøg kan snige sig til at lægge sine æg i. Den sparer derved arbejdet med selv at skulle grave gange og samle en pollenmadpakke, men har så også gjort sin overlevelse afhængig af blåhatjordbi og den af blåhat. Skåret ud i pap: Ingen voksesteder til blåhat, ingen blåhatjordbi og ingen blåhathvepsebi.
En anden af de mere avancerede og meget sjældne arter er pragtbi, hvis navn tager afsæt i artens flotte blågrønne øjne. Pragtbi er en ny art her i landet, første gang fundet i 2016 i Frøslev Mose og siden fundet enkelte andre steder. Den har også gjort sig afhængig af en anden biarts arbejde, hvidbenet oliebi, der udelukkende er knyttet til planten fredløs, som vokser i moser og enge. Hvidbenet oliebi udnytter olien i pollen fra fredløs, som gør, at den kan etablere sine redegange i mere fugtige miljøer, da olie som bekendt skyr vand. Det udstiller igen arternes udfordringer: Ingen lysåben mose eller eng, ingen fredløs, ingen hvidbenet jordbi, og ingen pragtbi.
En anden art, der kæmper mod at få uønskede æg i reden, er stor strithårsbi, hvis rede parasiteres af kødfluer. Redegangen er en op til 30 cm lang buegang, som når op til overfladen igen, således at der er to indgange. Ved en ene indgang anbringes alt det udgravede sand i en høj, mens den anden friholdes for en sandbunke. I bunden af buegangen bygges nu en regulær 5-15 cm dyb minegang med sidegange, hvori pollen samles i redeceller. Sandet fra denne del af gravearbejdet anbringes i den ende af redegangen med sandbunken, som dermed blændes af. Snyltefluer, som navigerer efter den blinde sandbunkeindgang, vil lægge æg der i og bliver dermed snydt godt og grundigt. Stor strithårsbi lever udelukkende af gule kurvblomster og foretrækker almindelig kongepen.
Ovenstående fortæller os, at en bi ikke bare er en bi drevet af tilfældigheder, men en art med avancerede livsformer, der stiller store krav til dem og deres omgivelser, hvis de skal overleve…
BIER OG BLOMSTER FØLGES AD
At tale om bier uden at tale om blomster, og hvad der skal til, for at de trives, giver ikke mening. Biarter knyttet til almindelige planter, der ikke stiller de store krav til leveforhold, vil ofte være de mest almindelige. Lever man af mælkebøtter og blomstrende pil, er man rimeligt godt kørende som bi. Men er man en orange jordbi, hvis yngel har brug for pollen fra djævelsbid, eller en tormentiljordbi, der har brug for tormentil, har man større udfordringer med sin eksistens, da disse planter er presset tilbage til kun at vokse i vores bedste naturområder. De fleste voksesteder er gået tabt til landbrug, skovbrug og urbanisering.
Den højeste artsrigdom optræder steder, hvor arternes evolutionære behov er opfyldt, og jo større fysisk variation, jo flere arter, da de forskellige levestedsnicher tilgodeser forskellige behov. De fleste blomster, som bier har brug for, kræver ret meget lys, og skal der være lys, skal der forstyrrelser til, da vores natur ellers gror til i skove og tæt krat og dækkes af måtter af vissent materiale. Ikke forstået sådan, at skov er skidt, men skov og lysåbne arealer uden naturlige forstyrrelser vil over tid miste de lyskrævende arter. Forstyrrelserne kan være brand, stormfald eller erosion, som dem vi oplever langs kysterne, hvor træerne vælter ud i havet, og skrænter skrider ned. Da stort set alle vores vilde arter, der er knyttet til lysåben natur, i større eller mindre grad er udviklet i samspil med de større planteædere, er den kontinuerlige forstyrrelse fra dem en af de vigtigste. Når de naturlige forstyrrelser fra dyrene stopper, forsvinder blomsterne og dermed biernes fødekilder.
I dag er antallet af planteædere i vores natur langt lavere end det naturlige. Globalt udgør vilde pattedyr nu 4% af den samlede dyremasse, som er fordelt med 60% husdyr, primært svin og så 36 % mennesker. De eneste større planteædere, vi i dag har af levende vildt i den danske natur, er hjortene, men generelt i et meget lavt antal på kun 5-10 kg dyr pr hektar. Et mere naturligt niveau med en vifte af for eksempel okser, heste og hjorte ville ligge tættere på de 40-100 kg pr hektar, svarende til at man skulle hilse på en vild hest, hver gang man havde passeret det, der svarer til ca. fire fodboldbaner. Den naturlige balance er derfor rykket i en negativ retning for naturen som helhed som følge af, at de større planteædere mangler…
En anden negativ faktor er næringsstofforurening. Den mest direkte er den, der kommer fra gylle og kunstgødning. Men også den luftbårne fra stalde, biler, industri og kraftværker påvirker negativt, da den skaber en unaturlig hurtig vækst langt ind i naturområderne. Gødning er godt i urtehaven og på marken, men i naturen gør den stor skade, da den fremmer de hurtigt og højt voksende arter på bekostning af de lavere blomstrende urter.
MÅDEN, VI BRUGER LANDET PÅ, PÅVIRKER ARTERNE
Artsrigdommen eller fraværet af samme er derfor tæt knyttet til måden, vi bruger og påvirker vores land på – landbrug, skovbrug og urbanisering leverer sjældent tilstrækkelig plads til arternes behov. Ønsker vi en fremtid med flere arter, er der kun een vej frem, og det er at afsætte plads og give mulighed for så mange af de naturlige processer som muligt. Plads skal dog ikke kun forstås som areal, men også kvalitet.
Da både plads og kvalitet mangler, fortsætter tilbagegangen desværre med formindsket styrke. Dette til trods for, at det gang på gang besluttes politisk, at nu skal den stoppes, og udviklingen vendes. Den barske virkelighed for arterne er, at det kun sker, hvis politikerne for alvor sætter politisk handling bag ordene. Vi bruger ufatteligt mange midler på ting, der kommer os til gavn, men fortsat ufatteligt lidt på det, der kan komme de vilde arter til gavn.
Der er dog håb. Der er en bevægelse i gang i befolkningen, hvor der er en voksende forståelse for, hvad problemet er, og at der skal handling til på lille og stor skala, hvis udviklingen skal vendes.
Robuste heste- og kvægracer, og hvor det er muligt europæisk bison, er oplagte dyr til at genoprette den naturlige balance. Dette er langt vigtigere end de mere populistiske tiltag, vi ser, hvor man gerne vil fremstå grøn ved at så nogle blomsterstriber langs vejene. Ofte er tiltagene kortvarige eller sker på steder, hvor jordbundsforholdene ikke er egnede, så man året efter igen står med et tæt dække af græs, fordi der er for mange næringsstoffer i jorden, og så skal der igen købes en pose med dyre frø. En artsrig natur reddes ikke med en pose frø, men af vores fælles vilje til at give plads, ikke kun til bierne, men også til alle de andre vilde arter…
Peder Størup er reklamefotograf, men arbejder primært med at sætte fokus på vores trængte natur og formidling af de arter, den rummer. Han lavede i 2020 en plakat med 100 biarter for øge kendskabet til bierne og derigennem motivere til beskyttelse af deres levesteder. På gården ved Silkeborg viser han, hvordan man kan gå fra intensive marker til artsrig natur med hjælp fra helårsgræssende heste.