Årets tema er meget passende Naturen tæt på dig. Der tilbydes forskellige aktiviteter i den rigt varierede natur i Naturpark Tolne.
Tag familien med til Tolne og vælg mellem cykeltur, svampetur eller insektsafari – og afslut med fælles bioblitz for udveksling af dagens erfaringer.
Desuden kan du møde NaTour, som er det rullende Naturmøde. Alle er velkommen til en helt eventyrlig dag i naturen.
Naturens Dag afholdes søndag den 11. september 2022.
Program i Naturpark Tolne
10.00-12.30. Svampetur: Vi traver med kurven i hånd ud for at samle svampe i området. Vi prøver at sætte navne på nogle af svampene og håber at der er gode spisesvampe iblandt. Turleder: Anne Grethe Eriksen fra svampekundskabens fremme og Jakob Kofoed, naturvejleder VHM
10.00-12.30. Insektsafari: Turen er tilrettelagt specielt for børnefamilier. Med net og fælder fanger vi biller og sommerfugle. Her kan du opleve den store mangfoldighed, som naturen har udviklet. Turleder: Kim Fogt, Naturformidler
12.30-13.00. Bioblitz: Gennemgang af dagens fund og oplevelser. Samt orientering om Naturpark Tolne.
13.00-15.00. Cykeltur i Naturpark Tolne: I den nye naturpark er der en meget spændende og varieret natur. For at komme rundt og opleve mangfoldigheden er der arrangeret en guidet cykeltur. Turen er på ca. 12 km. Medbring din pumpede cykel. Tilmeld dig gerne cykelturen på mail: jkn@vhm.dk Turleder: Naturvejleder Laus Gro-Nielsen, Hjørring Kommune.
13.00-15.00 Her kan du møde NATOUR, det rullende naturmøde.
Det er en vogn, som kommer rundt i hele landet med forskellige aktiviteter og dagsordner. Nu har du chancen for at møde den. Der vil være snobrødsbagning omkring bålet.
Mødested: Landskabs og Landbrugsmuseet i Mosbjerg, Jerupvej 613. Tidspunkt: 10.00-15.00