Claus Bisgaard Skovmose er selvstændig tømrer og medejer af et broderifirma, men er heller ikke for fin til at kalde sig “sypige”.
– Ja, den er go´ nok, jeg er både sypige og tømrer. Jeg bor i Langholt lige nord for Aalborg og stammer fra Hanstholm i Thy, fortæller Claus Bisgaard Skovmose.
Danmarksdemokraternes kritiske stemme ved valget til EU-Parlamentet er med egne ord i “gulvhøjde” med de fleste og stiller op for at hjælpe alle danskere med noget fornuftig politik, til fordel og ikke ulempe for alle os almindelige mennesker i Danmark, som vi ifølge ham er flest.
– Jeg vil kæmpe for en fornuftig grøn udvikling af vores havne. Jeg vil kæmpe for fiskerierhvervet, landbruget og transportsektoren, samt hele produktionsdanmark. Det er vigtigt,at vi kan holde os førende, bæredygtige og ikke mindst konkurrencedygtige i EU og på verdensplan, tilføjer kandidaten.
– Jeg vil kæmpe for udvikling og fastholdelse af danske erhverv samt gode eksportmuligheder. EU skal ikke bruges til tossede regler omkring papsugerør, plastik skruelåg, øremærket barsel, stempelur til tidsregistrering på de danske arbejdspladser og så videre. Jeg tror på, at Folketinget kan varetage danskernes interesser i hverdagen og vores egen grænsekontrol, uddyber Claus Bisgaard Skovmose.
Det behøver vi nemlig ifølge kandidaten slet ikke EU til. Der skal kort fortalt ifølge ham være mindre EU og mere sund fornuft, repræsenteret af sådan en som ham, der har erfaring i en almindelig hverdag som selvstændig i Nordjylland.
– Jeg vil repræsentere os, som vi er flest, sammenfatter afslutnings Claus Bisgaard Skovmose.
Europaparlamentsvalg Debat kl 18.00 – 19.30
Hvor: Thunderdome
Hvornår: 23 maj 2024 kl 18.00 – 19.30
Arrangør: Naturmødet