Naturmødet er som bekendt et nationalt folkemøde om og i naturen, hvor havnebyen i det nordvestlige Vendsyssel gennem tre dage omdannes til epicenter for dansk naturdebat og naturoplevelser, hvilket naturligvis er af stor betydning ikke mindst for medlemmer af Hirtshals Handel & Erhverv.
Lutter lagkage er det store folkemøde imidlertid ikke, idet de mange mennesker, der besøger byen under eventen, giver en del udfordringer ikke mindst med hensyn til at få parkeringsforholdene i orden og at få etableret en gelinde afvikling af trafikken, hvilket da også var i fokus, da Leif Lund Jakobsen og Rasmus Kolind Bang fredag orienterede Hirtshals Handel & Erhverv under morgenmødet på Hotel Skaga.
Det lød da også til, at de to herrer i rollerne som henholdsvis leder og eventmager har fuldstændigt styr på det meste. Trafikken holdes igennem midtbyen holdes som tidligere omtalt åben med hovedfærdselsåre ad Jørgen Fibigers Gade og Hjørringgade. Parkeringsforholdene var i forvejen vanskeliggjort af det nye lægehus på Cirkuspladsen, men er blevet løst med blandt andet et nyt område ved Color Line.
Bortset fra ovennævnte er eventen altså den nævnte gave til Hirtshals. Naturmødet er nemlig ved at være oppe i samme høje omdrejninger som før coronakrisen og er med hensyn til planlægningen og tilmeldingerne i absolut topform, kunne man i ferdags forstå på Leif Lund Jakobsen og Rasmus Kolind Bang.
Arrangørerne ser kort fortalt frem til et folkemøde, der ifølge dem bestemt ikke kun er for nørder og professorer i biologi, men summer af liv med forventligt 30.000 besøgende og over 500 aktiviteter samt op henved 80 spændende stande under afviklingen af Naturmødet 2022.