Naturmødet handler i sagens natur først og sidst om naturen som vores omgivelse og ophav, men det handler i dén grad også om masser af kultur, hvad enten det er mad eller musik.
Torsdag aften i det pragtfulde vejr, hvor det på nærmest mirakuløs vis var noget nær vindstille i havnebyen, kunne de mange gæster nyde swingende munter jazz med Creole Catz på Life scenen i teltet Skibet på Den Grønne Plads.


Samtidig var der først på aftenen masser af aktiviteter i de endnu åbne stande, hvoraf flere har fokus på mad, hvilket eksempelvis gør sig gældende hos Hirtshals Fiskefestival, Kødboxen og en vogn udenfor Lilleheden Café & Restaurant.

Mens der for længst var fuldt booket ved bordene hos praktisk taget alle etablerede spisesteder, havde Martin og Mathias sidstnævnte sted rasende travlt med at servere de lækreste gourmet hotdogs fra den lille vogn på Den Grønne Plads.
Fotograf Hans Ravn, som alle tre dage er på job med opgaver for kunder under Naturmødet, var en af de utallige gæster, der med største velbehag satte tænderne i den nævnte gourmet hotdog, der bogstavelig talt går som varmt brød.

– Sidste år langede vi 700 af dem over disken, men hvis salget resten af Naturmødet fortsætter som her til aften, slår vi den rekord, lød det fra kokkeeleven Mathias, mens han tilberedte endnu et par hotdogs til NordsøPosten.
Har du ikke allerede smagt en af dem, kan det varmt anbefales, at du får det gjort!
Find det omfattende program her hos Naturmødet 2023.
Link til tidligere artikel


