Formanden for Tversted Borger- og Turistforening, Birthe Østergaard, besøgte som så mange gange før Naturmødet i Hirtshals og er meget begejstret.
– Det er altid en stor oplevelse og store roser til arrangørerne. Jeg nyder at komme her og får masser af inspiration også til vores arbejde med at formidle budskabet om Tversted – en naturperle i Nordjylland, sagde hun til Nordsøpostens udsendte.
Hun står på mange måder i spidsen for projektet Drømmen om Tversted – fra dialog til handling – som blev formuleret i 2019, hvor 75 aktive borgere i Tversted begyndte arbejdet med en ny vision for lokalsamfundet.
Fem grupper arbejder fortsat dygtigt med fem hovedemner:
Kultur- og outdoor
Erhverv og turisme
Fysisk miljø
Fællesskaber
Naturring
Naturring Tversted skal vise kendte og mere ukendte stier og formidle den unikke natur og de kulturspor, der er i og omkring Tversted.
Naturring Tversted skal være med til at åbne og udvide Tversted som et spændende sted at udforske og at opholde sig i. Visionen er at give og formidle gode oplevelser.
Ringen skal forbinde Tversted, Kirkebyen, sommerhusområderne mod øst og vest, stadion, fælleden, havet og baglandet.
Naturring Tversted skal bestå af flere ture af forskellig længde og kommer til at omkranse byen.
Nordsøposten følger arbejdet med Drømmen om Tversted, som du også kan læse meget mere om på byens fællesside.