I ugen op til vinterferien har 85 elever fra 8. klasserne på Sindal Skole oplevet naturvidenskaben på tætteste hold.
Skolen fik besøg af et af LIFE Fondens rullende undervisningslokaler, og der var fokus på bæredygtighed i landbrug og fødevarer. Hvordan optimeres eksempelvis vækstbetingelserne i planter, så der bliver flere fødevarer til verdens befolkning.
Forud for besøget havde 8. klasserne haft emnet på skoleskemaet. Eleverne dyrkede sojabønner ved hjælp af sensorer, og med deres mobiltelefoner kunne de følge vækstbetingelserne. Sojabønnerne, som eleverne havde dyrket, medbragte de til den fortsatte praktiske undervisning i det rullende undervisningslokale fra LIFE Fonden, hvor underviserne Tom Ballentin og Christina Sand førte eleverne dybere ind i naturvidenskabens spændende verden. De underviste om Rhizobiabakterier, Hypotese, Mikroorganisme, Sensorteknologi, Mikroskopi, Ledningsevne, Variabel og Bæredygtighed.
Selvom det var svære emner, så var eleverne meget videbegærlige og udviste stor interesse for de forskellige emner, som de arbejdede med i praksis.
LIFE Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond, som står bag det landsdækkende og almennyttige undervisningsinitiativ LIFE, hvor missionen er at styrke børn og unges viden om og fascination af naturvidenskab via undersøgelsesbaseret naturfagsundervisning. LIFE Fonden er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Undervisningen foregår i LIFE Mobil Lab, der er lastbiler indrettet som undervisningslaboratorier og rummer eksperimentelle faciliteter, der understøtter skolens arbejde med det naturfaglige undervisningsforløb. De mobile laboratorier rummer LAF-bænke, stereolupper og mikroskoper, der også anvendes i virksomheder og på universiteter. De rullende laboratorier på 65 kvm er bemandede med undervisere fra LIFE, som gennemfører undervisningen i samarbejde med skolens lærere.
Som et kuriosum kan nævnes, at LIFE Fondens fire mobile laboratorier er opbygget i Sindal af SR Agro og Last, som er ejet af Sune og Rune Jensen.
Foto: Niels Helver.
Der bør være langt mere af det folk kan se og bruge.
Vors fysiklærer startede med et helt sortiment fra en legetøjsbutik i mekanisk og elektrisk. Vi kunne lege med det.
Det er så overført til moderne tider her. Sådan burde det være overalt i underrvisningen.
Børn er ikke en udgift men en investering.