Niels Christian Mortensen, Irisvej 9, 9870 Sindal fylder 80 år fredag den 6. oktober 2023.
Niels Christian Mortensen, eller blot NC som alle kalder ham, er godt kendt i Sindal og omegn, idet han i mange år var afdelingsdirektør i Bikuben senere BG Bank i Sindal og tidligere har været formand for Sindal Idrætsforening, hvor han blev kåret som æresmedlem i 2011.
NC er en lokal ildsjæl, der altid er parat med en hjælpende hånd og er initiativtager og en igangsætter til forskellige aktiviteter. Her kan nævnes motion for ældre “60+ Motion”, som NC tog initiativet til og igangsatte i 2017 med stor succes, og succesen er fortsat med flere og flere deltagere. Der var således 62 deltagere til den sidste træning i Sindal Hallerne.
NC er også idemanden bag den store motionsevent “Vendelbo Walk, Parkinson Unity Walk”, der blev afviklet i Slotved Skov den 16. juni 2018 med flere end 600 deltagere. Lige nu går NC og pusler med tanker om at arrangere en ny “Vendelbo Walk” til næste år, men der er mange ting, der skal falde på plads, før arrangementet er er realitet.
Niels Christian Mortensen var også i bestyrelsen for “Team Sindal Tårs” og sammen med de øvrige i bestyrelsen, blev der afholdt 1. division damehåndbold fra 2006 – 2009. Det er en tid, som NC husker tilbage på med stor glæde.
NC har været aktiv frivillig siden 1958, hvor han blev hjælpetræner i Brabrand IF, fodboldafdelingen. Og som det her fremgår, så har han fortsat det spor lige siden. Interessen for fodbold er senere blevet suppleret med basketball, der kom på mode i efterkrigsårene. Den amerikanske sport blev i starten blot kaldt “kurvebold”. NC spillede mange turneringskampe, og holdet kom i 1. division i 1964.
NC er født i Grenå onsdag den 6. oktober 1943. En glædens dag for alle i Danmark, da undtagelsestilstanden blev ophævet netop på denne dag. NC er opvokset i Grenå og har boet der i 12,5 år. Faren havde en købmandsforretning, som han senere solgte, og familien flyttede til Brabrand i 1956, hvor der blev investeret i en ny købmandsforretning. Og som købmandssøn var NC naturligvis bybud og kørte på “Long John”-ladcykel med købmandsvarer, hvor der dengang var 50 øl i en kasse.
Niels Christian gik i Vestre Skole i Grenå fra 1. til 5. klasse fra den 1. april 1951 – 11. april 1956. Mellem- og realskole var på Engdalsskolen i Brabrand, og her fik NC realeksamen den 26. juni 1961 som 18-årig.
Umiddelbart herefter begyndte NC som bankelev i Aahus Diskontobank og blev udlært i 1965. Han fortsatte her som bankassistent indtil den 1. april 1969. Dog med et afbræk i perioden 2. marts 1966 til 28. februar 1958, hvor han aftjente sin værnepligt ved Nørrejyske Artilleriregiment på Vester Allé Kaserne i Aarhus. Her blev han uddannet til sergent og løjtnant.
NC blev gift med Karen den 12. april 1969, og ægteparret flyttede til Aalborg, hvor NC blev ansat i Sparekassen Nordjylland den 1. maj 1969. Her var han indtil 1971, hvor turen gik til Sparekassen i Sæby, hvor han blev afdelingsdirektør i Torslev Sogns Spare- og Lånekasse, der var fusioneret med Sparekassen i Sæby.
Fra den 1. februar 1973 – 1. september 1979 var NC leder af privatkundeafdelingen i Sparekassen Brønderslev, og herefter kom NC til Sparekassen Nordjylland Hovedsæde i Aalborg som afdelingsleder.
Den 1. juni 1986 skiftede NC bank og blev ansat som souschef i Bikuben Vesterbro Afdeling i Aalborg. Han blev chef for afdelingen fra den 1. oktober 1988 frem til 1. marts 1992, og herefter ved Bikubens Erhvervscenter på Boulevarden frem til den 14. september 1994, hvor NC tiltrådte som afdelingsdirektør i Bikuben i Sindal, hvor han var indtil pensioneringen som knap 60-årig den 1. februar 2003.
Bikuben fusionerede senere med Girobank og blev til BG Bank. Efter nogle år overtog Danske Bank BG Bank.
Mens han var afdelingsdirektør i Sindal, underviste NC nordjyske sparekasseelver på Handelsskolen i Aalborg gennem 10 år.
De første mange år i Sindal boede familien på ejendommen Nøjsomheden i Hørmested indtil 2011, hvor de flyttede til den nuværende adresse på Irisvej.
Karen og Niels Christian har børnene Jane som bor i Brønderslev, Thomas i Risskov og Rasmus i Valby, og der er 6 børnebørn.
NC havde den store sorg at miste Karen den 4. september 2018.
Pensionisttilværelsen nydes med motion, som er vigtig for at holde den Parkinson sygdom, som NC fik konstateret i 2011, i ro, samt arbejder med projekter til glæde for handicappede. NC er også bestyrelsesmedlem i Parkinson Foreningen, Nordjyllands Kredsen, hvor han er kasserer, og han er aktiv i Sindal Rotary.
Fødselsdagen fredag den 6. oktober fejres med en reception i Sindal Hallerne fra klokken 12 – 16, og alle er velkommen.