Mange nordjyder er i dag vågnet op til sne i luften, og en vind der meget hurtigt kan give røde kinder, skriver TV2 Nord.
I de seneste dage har prognoserne vist, at Nordjylland under snestormen kunne blive ramt af snemængder på op mod 50 centimeter sne lokalt.
Ifølge TV 2 Vejrets seneste prognoser tyder det dog på, at Nordjylland går fri af de helt store mængder, der tidligere har været på tale.
– Det ser ud til, at de største snemængder er rykket længere sydpå, men der er fortsat udsigt til mellem 10 og 20 centimeter sne i Nordjylland. Mest i den sydlige del af regionen og mindst længst mod nord, lyder det fra meteorolog på TV2 Vejret Jonas Damsbo.
På trods af nedjusteringen går nordjyderne en dag i møde, hvor sneen bliver ved med at falde til i aften eller i nat.
Derfor bliver det heller ikke nødvendigvis problemfrit, når prognoserne nu er skruet ned til mellem 10 og 20 centimeter sne.
– Man skal være opmærksom på, at det er frostsne, der sammen med den kraftige blæst vil fyge og dermed skabe snedriver, fortæller Jonas Damsbo.
Nordjyllands Politi har flere gange været ude til mindre uheld, hvor folk er kørt af vejen.
Det kan du læse mere om her i vores liveblog om snestormen hos TV2 Nord.
Kilde: TV2 Nord.