Det er med stor sorg, at vi den 17. september 2023 har mistet vores Far, Svigerfar, Farfar og Oldefar, Arne Ludvig Olsen.
Arne blev født i Skallerup i 1936, men på grund af moderens tidlige død voksede han op hos en onkel i Tolne. Han blev udlært Mejerist og arbejdede på mange forskellige Nordjyske mejerier. Han aftjente sin værnepligt i Marinen og giftede sig i 1960 med Mie. Arne og Mie boede flere forskellige steder, i takt med de mange små mejeriers nedlæggelse – de forblev dog altid i Vendsyssel.
I 1966 flyttede Arne og Mie til Hirtshals, hvor Arne først fik arbejde hos Viktor Olesen og senere ved Hirtshals Fiskeeksport, hvor han i mange år var driftsleder. I 1986 vendte Arne tilbage til sit gamle erhverv som Mejerist og blev ansat hos Mejeriselskabet Danmark (senere MD foods/Arla). Her var han blandt andet med til udviklingen af produkterne Cheasy og Lillebror. Arne forblev i mejeristerhvervet indtil han som 67-årig gik på pension. Arne var også meget aktiv i lokalsamfundet.
Mange timer blev lagt i FDF, både som leder og som en del af kredsbestyrelsen. Han var også aktiv som Socialdemokrat, og i mange år medlem af kredsbestyrelsen. Yderligere var han altid at finde som valgtilforordnet under valg. Foruden dette kan nævnes mange års frivilligt arbejde på den åbne skole, Ulvkærskolen, og mange sommerferier som frivillig Dana Cup medhjælper. Ofte i selskab med Mie.
For 9 år siden gik hustruen Mie bort, og pensionisttilværelsen blev for Arne brugt som frivillig i Kirkens Korshærs genbrugsbutik, og som aktiv på Dagcenteret Lynggården, hvor han sammen med andre frivillige kræfter fik arrangeret Søndags Matiné med glad musik og fælles sang. Yderligere var Arne på flere rejser.
I foråret blev Arne syg, og hans ønske blev at bruge den sidste tid på Lynggården, hvor han flyttede ind i juli måned. Familien vil gerne takke Lynggårdens fantastiske personale for at give Arne en god sidste tid.
Arne bisættes fra Emmersbæk Kirke den 23. september kl. 13.
Ære være Arnes minde.
Sønnerne Bjarne, Preben, Jan og Kim. Svigerdøtre, børnebørn og oldebørn.