Johannes Brogaard Petersen, Skydebanevej i Hjørring, er død. Han blev 79 år. Han var født i København, opvokset i Lunderskov og flyttede senere til Thisted med sin mor og søster.
Som 20- årig kom han til Hjørring, hvor han blev mere vendelbo af sind end sin indfødte kone Kirsten.
Han arbejde alle årene i Hirtshals hos O.C. Maskinfabrik – nu MarineShaft – og Johannes var altid meget glad for sit arbejde. Han blev ved med at arbejde, til han var 73 år og fortsatte derefter resten af livet med at mødes med gamle kolleger.
Johannes satte stor pris på både ledelse og kolleger og var kendt for altid at tage den lige vej hjem efter arbejde. Han var nemlig også et stort familiemenneske.
Kirsten og Johannes købte tidligt en sommerhusgrund i Tversted, og da de byggede på grunden kom sommerhuset i Tversted i centrum. Han elskede at opholde sig dér og gerne i hele sommerhalvåret. Så sent som i 2023 var Kirsten og Johannes i sommerhuset fra påske til efterårsferien, og på kølige dage blev brændeovnen flittigt brugt.
Johannes var aldrig bange for at hjælpe andre. Misundelse kendte han ikke til, og han var bundærlig og altid til at stole på. Han sagde altid tingene lige ud, så man tog ikke fejl af, hvad han mente.
Han havde stor kærlighed til kirkekoncerter rundt om i Nordjylland, og Johannes var glad for at opleve Aalborg Symfoniorkesters nytårskoncert i Musikkens Hus i Aalborg.
Johannes følte sig heldig på mange år. Han havde en rigtig god og stor familie og havde dygtige og skønne børn og børnebørn, som han var umådelig stolt af.
Han havde også gode venner og bekendtskaber. I Tversted satte han stor pris på naboerne, også deres lille hund, som blev en stor opmuntring for Johannes, da han ikke længere selv havde hund. Naboerne satte også stor pris på Johannes og mange hyggelige stunder.
Johannes var en elsket morfar, som børnene aldrig gik forgæves til. Havde de brug for at blive kørt, stod morfar altid klar. Der var en talemåde; Børnebørnene ringer, morfar bringer!
Et andet kendt slogan fra Johannes var; Jeg er gift med verdens bedste kok!
Johannes havde en sød tand, og var Kirstens ”Johanneskager” og vaniljekranse på bordet, var han i sit es – ikke mindst, hvis der samtidig var sport i fjernsynet.
Desværre blev hans helbred skrøbeligt i de sidste år, men han fik næsten 80 gode år, inden livet sluttede, og han fik lov at dø i hjemmet, som var hans ønske. På trods af udfordringer med helbredet var han optaget af og havde de bedste ønsker for sine kære.
Johannes ville være fyldt 80 den 19. marts i år. Han bisættes fra Hjørring Kirkegårds Kapel, Kirkegårdsvej 17 i Hjørring, fredag den 26. januar klokken 15. Helt i hans ånd er alle efter bisættelsen velkomne til mindestund på Hjørring Kro.
NORDSØPOSTEN bringer også mindeord, nekrologer og dødsannoncer. Har du brug for hjælp til at skrive en nekrolog eller mindeord, hjælper vi gerne. Kontakt redaktionen på NordsøPosten.
Kondolerer til familien .Jeg mødte “Pedersen” da jeg var i lære ved OC 1970-1974 .Hvil i fred