Allerede den 5. januar i år præsenterede vi vores app til Android og annoncerede endvidere, at vi havde en på bedding også til Apple. Sidstnævnte er nu klar i App Store. Begge de fine app’s er udviklet af Paw Rytter.
Når vi har tøvet så længe med en app, skyldes det først og fremmest, at vores side i forvejen er såkaldt responsiv, hvilket vil sige, at den allerede er tilpasset mobiler og devices, men vi kan omvendt sagtens se fordelen ved, at siden med en applikation kan tilgås så meget nemmere ved et enkelt klik direkte på skærmen.
Det er derfor med største fornøjelse, at vi hermed vil opfordre alle til at downloade en version af den velfungerende applikation. Det er nemlig efterhånden i omegnen af 80 procent af netavisens for tiden rundt regnet 300.000 sidevisninger om måneden, der foregår via mobiltelefon eller en anden device.
Med en app på din skærm er det i sagens natur langt lettere og hurtigere at komme ind på siden for at læse nyheder, hvoraf der i gennemsnit bringes mellem et dusin og en snes stykker fra tidlig morgen til sen aften.
Fortsat rigtig god fornøjelse!