Nicolai Aagaard ankom i dag med sin barnevogn til Hirtshals Skole. Her fortalte han sin historie om en barndom med mobning samt om at have Torettes syndrom, Tics og ADHD.
– Sidste år gik jeg Danmark forlæns rundt, og jeg blev siden meget inspireret i forhold til, hvordan man stopper mobning. Og hvis jeg gik forlæns, ville ingen kigge på mig. Men nu går jeg baglæns, så folk lægger mere mærke til mig. Det er med til at sprede budskabet, fortæller Nicolai Aagaard.
Eleverne fra 4. og 5. klasse stillede ham løbende spørgsmål. Derefter gik turen baglæns ned gennem Nørregade og tilbage igen til Hirtshals Skole.
Undervejs fortalte Nicolai Aagaard, hvordan et hotel forleden havde afvist ham som gæst i Aalborg. Til gengæld fik han tilbud om en sponsoreret overnatning på Hotel Skaga i Hirtshals.
Eleverne var alle meget optaget af besøget og fik både lært, set og hørt om, hvordan det er at være anderledes.
Foto: Hanne Skipper.