Mon ikke der er mange, som har bidt mærke i de adskillige begivenheder og events, som er afholdt i Hirtshals i år? Fra Xtrem Hirtshals i påsken til Naturmødet i maj, Musik Under Trappen i juli og Hirtshals Fiskefestival samt Hirtshals Veterantræf i august.
Jo, ordene ”Hirtshals – et hav af Oplevelser”, kan byen med stolthed og uden tvivl leve op til. Og til september bydes der igen velkommen til Hirtshals med endnu en stor event. Hook & Cook Hirtshals vender nemlig tilbage efter sidste års succes.
Det sker med et flot program i dagene 01. til 11. september, hvor oplevelser med ”fisk, fiskeri og folk” er i fokus. Formålet er at tiltrække gæster udenfor den netop overståede og travle højsæson, og samtidig sætte fokus på Hirtshals som fiskerihavn og de mange muligheder, som udspringer heraf.
Som ved Xtrem Hirtshals er arrangørerne Hirtshals Turisme, DestinationNordvestkysten og lokale samarbejdspartnere.
Turistchef Laila Zielke er den lokale tovholder for dagene og uddyber: ”Målet er at forlænge sæsonen. Vi har haft rigtig travlt i år og har haft en fantastisk højsæson med rekordbesøg hos mange i turismeerhvervet. Nu bliver der lidt mere plads og ro på, samtidig med at der stadig venter masser af oplevelser. Hook & Cook er vores efterårsevent og er koncentreret omkring de første to weekender i september”.
![Nikolaj Kirk gæster Hook & Cook i Hirtshals 2](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2021/09/Hook_Cook_4_740x493.jpg)
Og der bliver som altid bakket op lokalt.
”Vi kan ikke afholde vores mange events, hvis ikke sponsorer, turisterhvervet, byens butikker og de mange frivillige støtter op. Det er heldigvis også tilfældet til Hook & Cook Hirtshals,” siger en glad turistchef.
Peter Krusborg, direktør i DestinationNordvestkysten, glæder sig over den store entusiasme og det tætte samarbejde med de lokale turismeorganisationer i de fem kommuner, der udgør Destination Nordvestkysten. Det gælder ikke mindst i forhold til at videreudvikle Hook & Cook og forlænge sæsonen.
![Nikolaj Kirk gæster Hook & Cook i Hirtshals 3](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2021/09/Hook_Cook_3_740x493.jpg)
”Vores håb med Hook & Cook er jo netop at få de lokale aktører på tværs af kommunerne til at spille sammen”, siger Peter Krusborg, der samtidig påpeger at projektet spiller godt ind i turisternes ønske om at møde endnu flere oplevelser, når de besøger Nordvestkysten.
”Det tolker vi som, at vi har fat i noget rigtigt, når vi i turismeudviklingen og i samarbejdet lokalt arbejder med projekter som Hook & Cook,” siger han.
Her er et udvalg af begivenheder under Hook & Cook Hirtshals:
Lørdag den 10.09 går det helt i fisk på Den grønne Plads i hjertet af Hirtshals Nikolaj Kirks Havnekøkken, Slåbrock Trios toner og Nordsøen Oceanariums spændende fortællinger er bare nogle af højdepunkterne ved dette års HOOK & COOK i Hirtshals.
Nikolaj Kirks Havnekøkken
Lærerig underholdning og skønne smagsprøver. Kom og vær med når Nak og Æd ́s ene halvdel, Nikolaj Kirk, åbner sit magiske havnekøkken på Den grønne Plads i Hirtshals.
Her vil Nikolaj tage både børn og voksne med på et madlavningseventyr, med et hav af smagsoplevelser. Med sig har han den lokale ”gæstekok”, Niller, også kendt som formand for Hirtshals Fiskeriforening og mangeårig lokal fisker.
Nikolaj Kirk og Niller vil tage jer med i ægte Nak og Æd–stil, lige fra rensning af råvaren til servering. Samtidig vil de selvfølge dele masser af røverhistorier med hinanden og publikum.
Temaet i Nikolajs havnekøkken er naturligvis fisk og skaldyr landet i Hirtshals. Her er bl.a. sorthummeren på menuen, som lige nu er meget aktuel hos Nordsøen Oceanarium, i deres hummerbørnehave. Man må naturligvis smage på lige det man lyster, når Nikolaj og Niller langer smagsprøver ud over køkkenkanten.
Slåbrock Trio
Kjeld Torbjørns ”Slåbrock Trio” lægger også vejen forbi havnebyen og afholder en skøn koncert fra dækket på Surf & Naturs saunakutter.
![Nikolaj Kirk gæster Hook & Cook i Hirtshals 4](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2020/11/Slaabrock_Trio_740x422.jpg)
Når Slåbrock Trio går på scenen er det med en skøn blanding af de nyere numre, verbal spanking af publikum og selvfølgelig en perlerække af de gamle hits fra Slåbrock Band–tiden. Det bliver ikke kedeligt! Det er stadig dialekten fra Vendsyssel, der præger Slåbrock–repertoiret, men det har nu aldrig været nogen større hindring for publikum.
Der skråles lystigt med på sangene og lyttes intenst til de mange røverhistorier fra Torbjørns mund.
Nordsøen Oceanariums hummerbørnehave
Kan en hummer gå i børnehave? Kom og få svaret, når Nordsøen Oceanariums dygtige guider fortæller om deres hummerbørnehave–projekt, hvor sorthummerens yngel klækkes, passe og udsættes i havet.
Er du også nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor Nordsøen Oceanarium har lavet en hummerbørnehave? Vær med når Nordsøen Oceanariums guider kommer og fortæller om deres spændende projekt og viser film fra udsætningen af over 5.000 hummere.
![Nikolaj Kirk gæster Hook & Cook i Hirtshals 5 Hummer](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2022/08/Hummer.jpg)
Du får også mulighed for at røre ved ægte hummerskeletter. Frygt ej, de kan ikke nappe!
Nordsøen Oceanarium disker også op med andre spændende aktiviteter hvor store og små bliver klogere på livet i havet.
Nordsøen Oceanarium inviterer også på andre spændende aktiviteter. Fx en spændende ravjagt og et lykkehjul, hvor man kan være heldig at vinde en fin præmie.
Surf & Natur – ”Bedste Fiskedelle”–fejde
Vær med når de to lokale duellanter Jens Bruun og Bente Kjærsgaard udfordrer hinanden og tilbereder og deler smagsprøver ud af deres bud på den bedste fiskedelle. Råvarerne er selvfølgelig lokallandet frisk fisk!
Smag på lækkerierne og vær med til at afgøre om hemmelige ingredienser og lokale tricks kan skabe den bedste fiskefrikadelle. Dellen med flest stemmer vinder.
![Nikolaj Kirk gæster Hook & Cook i Hirtshals 6](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2022/05/Saunajolle_Surf__Natur_Kro_14_657x493.jpg)
Der sker for flere andre spændende ting under Hook & Cook–dagene i Hirtshals. Blandt andet havnerundfart med museumskutteren HG 159 Johs. Hejlesen, guidet tur på Hirtshals Fiskeauktion og Uggerby Å Cup.
Du kan se hele programmet HER
Alle dage – Kaptajn Hook ́s fiske– og skaldyrsjagt
Hjælp Kaptajn Hook med af finde sine venner. Besøg ni af byens butikker og spisesteder, få et klistermærke til at sætte i den fine bog og få en lille præmie, når alle venner er fundet og kommet i bogen. Desuden er der flotte lodtrækningspræmier på højkant.
Arrangør: Hirtshals Turisme og DestinationNordvestkysten og lokale samarbejdspartnere.