Nissebanden og alle de andre bag teaterstykket hos Hjørring Sommerspil er rykket ind på Vendelbohus. De næste dage står nemlig på finpudsning af stykket, så de er klar til at tage imod publikum fra på torsdag kl.18.
I den lille by Holme-Olstrup er glæden forsvundet. Den nye brugsuddeler Fornøje-Frederick vil nemlig forvandle Brugsen til en verdensomspændende kæde, og udkonkurrerer derfor alle de andre små butikker i byen. Uden glæde kan Julemanden ikke lande sin kane i Holme-Olstrup, så derfor må Nissebanden i aktion.
I julemandens land, er der fra polarhimlen faldet to magiske stjernesten ned, som kan opfylde ønsker. Derfor rejser Hr. Mortensen, Skipper, Gemyse, Lunte og lille Puk op til Julemanden for at få fat i de to magiske sten, så de kan trylle glæden tilbage og redde julen.
Forestillingen er en dejlig sammensmeltning af alle tre elskede Nissebanden-julekalendere kendt fra tv. Med en god portion, humor, spænding og hjertevarme øjeblikke, er Nissebanden i Julemandens land, en fortælling der får os til at tænke over de vigtigste ting i livet – familie, venskaber og de mirakler vi kan udrette, så længe vi arbejder sammen.
En rigtig dejlig vinterforestilling for både børn og voksne.
Der er stadig billetter ledige på Hjørring Sommerspil.