Tidligere var det helt store tilløbsstykke frem mod jul Nissehulen ved planteskolen Elverhøj i Bjergby, men eftersom den desværre er lukket, kunne et godt bud på et hit være Mellemgård Plantage, som ejes af Jesper Tøttrup.
Lørdag var der i hvert fald samlet rigtig mange børn for at vække den 8 meter høje julemand, hvorefter der var hygge i julestuen, hvor der selvfølgelig blev serveret varm kakao med flødeskum og æbleskiver.
Udenfor er der masser af bæredygtige juletræer hos Mellemgård på Dalgårdsvej 65 ved Sindal. Indehaveren har nemlig skarpt fokus på miljø, klima, biodiversitet og bæredygtighed.
I den hyggelige julestue finder man også håndfremstillede juledekorationer, nisser, julepynt, julebelysning, nissehuer og mange andre ting.