I den modsatte kamp i januar tabte vendelboerne nemlig med 17-37 efter en indsats, som var lige præcis så svag, som cifrene lader formode.
Er det realistisk at tro på en revanche?
Måske ikke, for Ajax slås med næb og klør for at sikre sig den tredjeplads i 1. division, der giver en plads i oprykningsspillet til ligaen. Lige nu har Ajax 31 points ligesom Midtjylland, så københavnerne kan dårligt tåle at sætte points til med tre kampe tilbage.
Ajax kommer med fire sejre på stribe. Blandt andet har de slået rækkens tophold Nordsjælland med imponerende 38-30.
I spidsen for holdet har Ajax 1. divisions mest scorede spiller, når mål på straffekast ikke tæller med, nemlig den 22-årige playmaker Rasmus Graffe, der er noteret for 136 rene mål i 23 kampe – næste seks mål pr. kamp i snit.
Nedrykning er som bekendt ikke længere et tema, men mon ikke ESV’erne for deres egen selvrespekts skyld vil give gæsterne en hård kamp.
Der er fortsat lukket for tilskuere, men kampen kan følges live på Elitesport Vendsyssels Facebook-side.