Nordea-fonden har endnu en gang rakt hånden ud og støttet den lokale dartklub Nordpilen.
Denne gang drejer det sig om støtte til Vendsyssel Open, som er et landsdækkende dartstævne, Nordpilen afholder i Hirtshals Idrætscenter den 24. og 25. maj 2025.
Et dartstævne hvor Nordpilens formand, Rene Thomsen, forventer deltagelse af omkring 100 til 150 deltagere henover weekenden.
– Et arrangement som dette er simpelthen ikke muligt at afholde uden nogen form for hjælp, ikke for vores klub i hvert fald. Vi er ikke 100 procent i mål, men dette er et kæmpe skridt. Men forhåbentlig kan det være med til, at vi næste år selv kan løfte arrangementet økonomisk, eller i hvert fald med minimal støtte, fortæller Rene Thomsen.
Støtten, som beløber sig til 20.800 kr. skal blandt andet være med til at dække halleleje samt leje af mange andre fornødenheder.
Nordpilen vil i samme ombæring ønske alle medlemmer, sponsorer og samarbejdspartnere en glædelig jul og godt nytår.