Nordea har flyttet filialen i Hjørring fra Østergade til Søndergade 8 – til samme bygning som rådhuset – og det blev fejret fredag, hvor også filialdirektørens 50-års fødselslørdag blev fejret.
Betina D. Jensen er foruden at være filialdirektør i Nordea Vendsyssel også en del af ledelsen i markedsområde Aalborg, som strækker sig fra Skagen i Nord til Støvring i Syd og fra Øst til Vest derimellem.
Nordeas afdelinger i Hjørring og Aalborg dækker hele Nordjylland. Der holdes også møder i Nordea mødecenter i Frederikshavn, som deles med danbolig.
Kunder og medarbejdere er i fokus hos Nordea og Betina D. Jensen.
– Mit primære fokus er, at alle medarbejdere trives og udvikles. Jo gladere vi er, jo bedre resultater og kundeoplevelser kan vi præstere sammen. Herudover er det vigtigt for mig, at vi bakker op og tager ansvar for lokalsamfundet, via diverse netværk og Nordea Fonden. Jeg bruger også gerne min egen tid på frivilligt arbejde.
Det er vi mange, der kan bevidne. Rikke Ejsenhardt, event og aktivitetschef i Hjørring Handel, beskriver Betina D. Jensen således:
– Ildsjæl udover det sædvanlige. Jeg er så vildt imponeret over, hvad denne superkvinde kan jonglere med sit arbejde, som formand for Vendelbohus og ikke mindst som formand for Hjørring Handel. Man skulle tro, at der ikke var tid til andet, men der er altid tid til en snak og til fester og gæster, og Betina D. Jensen er altid veloplagt og skøøøøøn at være i selskab med.
Ved receptionen fik vi alle mulighed for at kigge nærmere på de nye lokaler, og hér er rart at være.
Der er for eksempel indrettet mødelokaler navngivet efter lokale byer og dekoreret med flotte lokale billeder af dygtige Jimmy Møller fra Creative Photo i Hjørring.
En anden lokal kunstner, Caroline Laursen fra Løkken, udstiller også lokale historier i smukke lokale billeder, hvor teknikken er foto i øverste del og tegning/maleri i nederste del af værket. Hun er designer, illustrator og fotograf.
Hun havde i øvrigt taget sin dygtige mand, Mads Laursen, med til receptionen, og pianistens toner lagde yderligere til den smukke stemning. Mads Laursen er både pianist, der gerne spiller til alle mulige lejligheder, og samtidig skribent for nordjyske i Løkken. Vil du høre mere? Mads Laursen kan kontaktes på telefon 61483070.
føtex Hjørring leverede lækkerier til de flere hundrede gæster ved receptionen i form af små boller – slider – med det bedste fra delikatessen samt guf til den søde tand.
Efter flere dages festligheder slapper Betina D. Jensen lidt af søndag og sender denne hilsen:
– Af hele mit hjerte – en dybfølt og oprigtig TAK til alle jer, som har været med til, at de sidste par dage er gået direkte i bogen for livets minder.
– Tak til Nordea, mine skønne kolleger og min leder Peter Baand for morgenhygge, reception og taler.
– Tak til alle jer der mødte frem, til jer der hjalp med det praktiske, til føtex og Morten som stod for forplejningen, til jer der har ringet og skrevet. Tak for alle de meget flotte gaver, og tak til Anne Helene, PalleW, Niels, Rikke, Kimmie og Kurt for jeres interesse og flotte omtale i forbindelse med både vores nye lokaler og min runde dag i Hjørring LigeHer.nu, NordsøPosten, HAS – Hjørring Antenneselskab, og Hjørring Handel.
– Ud over lidt oprydning gik dagen i går med at pakke gaver ud – og ellers hygge med familien på den nye Bovem Restaurant i Nørregade, som virkelig kan anbefales – sublim service og lækker mad, som vi jo er så heldige at være omgivet af flere steder i vores dejlige kommune. Endnu engang TAK – og rigtig god søndag til jer.