Gennem de seneste måneder har forvaltningen af Vendsyssel Teaters økonomi været genstand for en berettiget kritik. Der er dog på intet tidspunkt blevet sat spørgsmålstegn ved teatrets kunstneriske formåen og med opførelsen af NORDENFJORDS lægges yderlig et lag på dette i forvejen meget høje niveau.
NORDENFJORDS er en stærk og intens fortælling om pigen Annika, der alt for tidligt mister sin mor. I oprydningen efter moren finder Annika det foto, der danner rammen om hendes rejse og søgen efter sine rødder. Grenen i Skagen bliver udgangspunkt for Annikas søgen og herefter fanges og fastholdes publikum i en krydsild af oplevelser i en grad, så tiden nærmest sættes i stå.
Rejsen går forbi Havnegrillen i Hirtshals og med et par fiskefrikadeller i maven fortsættes til Peterspladsen i Bjergby, hvor Danmarks-Peter med sine livsbekræftende ord sender Annika videre på den rejse, der eksploderer i et univers af brusende hav, skovens fugle og dyr samt vindens kontinuerlige hvisken. Gennem hele rejsen, hvor smukke og krystalklare pigestemmer danner et vidunderligt lydtæppe, må Annika dog kæmpe sig igennem en frigørelsesproces fra moderens ånd, der vil fortsat ønsker at præge datteren.
NORDENFJORDS er en fremragende fortælling, der spænder bredt, og hvor lokale elementer på fornemste vis blandes med historiens vingesus og naturens kræfter og indflydelse.
Isa Marie Henningsen leverer en pragtpræstation på scenen i hovedrollen som Annika, mens også Lue Støvlebæks indsats i rollen som den noget kejtede knægt i boghandlen, gør et stærkt indtryk. Hanne Laursens indsats som fåwlkigger i Skagen og grilmutter i Havnegrillen – på vendelbomål – skal bemærkes, mens Nicklas Søderberg Lundstrøm også imponerer i sin rolle som den ensomme ulv. Sidst – men ikke mindst – skal Nordjysk Pigekor fremhæves for en – oftest usynlig – men meget kraftfuld lydkulisse.
Scenografien fremstår enkelt og effektfuld, men danner en stærk ramme om et fremragende stykke teater. For at tælle antallet af stjerner til bedømmelse af denne imponerende forestilling, må man nødvendigvis tage fingre på begge hænder i brug. Den sjette finger kan så passende rettes mod forårets mange kritikere af Vendsyssel Teater med ordene: Vi kan altså godt lave teater her NORDENFJORDS.
NORDENFJORDS spilles i den store sal frem til 7. oktober.
Vendsyssel Teaters næste egenproduktion er familieforestillingen SNEDRONNINGEN, der sættes op i den store sal fra 22. november til 17. december.