Handler du mere lokalt, end du gjorde før coronakrisen? Så er du ikke helt alene om at have ændret i indkøbsmønsteret.
Coronakrisen har vendt op og ned på mange ting i vores hverdag, og krisen har desuden haft indflydelse på, hvad der betyder noget for os, når vi bruger penge.
Således siger 27 procent af nordjyderne i en ny undersøgelse foretaget af Danske Bank, at coronapandemien har betydet, at de i høj eller meget høj grad har fået et større fokus på, om deres forbrug gavner lokalområdet.
I samme undersøgelse siger 14 procent af nordjyderne, at de set i lyset af coronapandemien i høj eller meget høj grad tager mere hensyn til, om deres forbrug gavner samfundsøkonomien, mens 13 procent i høj eller meget høj grad tager mere hensyn til, om forbruget gavner klimaet. Altså er lokalområdet det parameter, som flest nordjydere har øget hensynet til under coronakrisen.
– I takt med at coronakrisen trækker ud, bliver det klart for flere og flere, at mange lokale virksomheder risikerer at måtte lukke, hvis de ikke får penge i kassen. Derfor har især de mindre virksomheder brug for, at de lokale borgere støtter op og handler lokalt, og det giver mange nordjyder altså nu udtryk for, at de vil gøre, siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.
Feriepenge kan øge forbruget
Danskerne har fra oktober mulighed for at få udbetalt deres opsparede feriepenge, og der er tale om 100 milliarder kroner, såfremt alle fem ugers feriepenge udbetales, eller 60 milliarder kroner, såfremt tre ugers feriepenge udbetales.
Ifølge Louise Aggerstrøm Hansen vil eksempelvis en månedsløn på 30.000 kr. før skat give en forventet udbetaling på cirka 13.800 kroner, hvis udbetalingen svarer til tre ugers feriepenge, eller 23.600 kroner, hvis alle fem uger udbetales samlet.
I Danske Bank-undersøgelsen svarer 24 procent af danskerne, at de med sikkerhed vil omsætte feriepengene til øget forbrug. Af disse personer siger 15 procent, at de forventer at øge deres forbrug af dagligvarer, mens 40 procent vil foretage forbedringer af deres bolig. Også fornøjelser står højt på listen. 31 procent regner med at øge deres forbrug på restauranter og kulturtilbud.
På grund af de usikre tider vil mange formentlig opspare feriepengene, forventer Louise Aggerstrøm Hansen, men det eventuelle øgede forbrug afhænger også af, hvor mange penge der udbetales.
– Tommelfingerreglen er, at jo større beløbet er, desto mindre en del af det vil gå til forbrug. Man er mere tilbøjelig til at klatte små beløb væk, i forhold til hvis man modtager et større beløb. Men jeg regner bestemt med, at en stor del af pengene også vil komme lokale virksomheder til gode, siger hun.
Kilde: TV2 Nord.